Jeg holdt op med at tage den lange tur forbi hundeparken. Jeg kunne ikke klare flere blikke fra folk, der så på mig, som om jeg ikke havde styr på min egen hund. Fingrene sov efter hver gåtur. Skulderen værkede hele aftenen.

Og det værste var lyden. Hver gang han kastede sig fremad, hørte jeg ham hoste mod halsbåndet. Jeg havde det dårligt, for det var mig, der holdt i snoren. Jeg skiftede gade, når jeg så en anden hund. Ikke for hans skyld, men for min.

Jeg prøvede alt. Hundetræning. Godbidder i lommen på hver eneste gåtur. Tre forskellige seler. Kortere snor, længere snor. Intet holdt mere end et par dage. Og nej, det var ikke fordi, jeg havde trænet for lidt. Jeg gjorde alt rigtigt. Det spillede bare ingen rolle.

Så fandt jeg ud af noget, der ændrede alt. En almindelig sele har fastgørelsen på ryggen. Når hunden trækker, kan den trække med hele kroppen, lige frem, ligesom en rigtig trækhund. Den sele, jeg havde, var bogstaveligt talt en træksel. Jeg tvang ham til at trække uden at vide det. Og halsbåndet var værre, alt tryk direkte på halsen og luftrøret.

Når fastgørelsen sidder foran, sker der noget helt andet. Han trækker, og kroppen drejer blødt tilbage mod mig, med det samme. Ingen kvælning, ingen smerte, ingen kamp.

Ingen træning. Bare fysik.

Den første gåtur græd jeg næsten. Intet træk. Ingen kamp. Han gik bare ved siden af mig, som om det aldrig havde været et problem. Vi tager den lange tur igen nu, forbi hundeparken. Han møder andre hunde, uden at jeg spænder op. Armen er hel, når jeg kommer hjem. Og jeg kigger ikke længere ned i jorden, når folk går forbi.

Det var aldrig ham, der var noget galt med. Og det var heller aldrig mig.